Lørdag d. 23/5 stævner vi ud på kanoeventyr på Susåen ved Næstved. Der er afgang fra Valhal kl 13.
Vi er hjemme igen i Valhal mandag d. 25/5 kl 16.
Pris 400 kr pr spejder.
Tilmelding
Af hensyn til leje af ekstra kanoer og planlægning af telte, mad og kanobesætninger, har vi brug for, at I tilmelder jer senest fredag d. 8/5
Planen:
Vi kører med forældrekørsel til vores startsted ved Stridsmøllehuset, der ligger lige der, hvor Tystrup Bavelse søerne løber ud i Susåen. Her træner vi lidt kanoteknik, inden vi laver aftensmad. Vi overnatter ved Stridsmøllehuset.
Om søndagen padler vi stille og roligt mod syd. Undervejs kommer vi forbi en lille by, hvor man kan købe lidt snacks i en kiosk. Efter 6-7 kilometer i kano, kommer vi frem til en kano-campingplads, hvor vi skal overnatte. Der er masser af plads til hygge og leg og gode faciliteter med toilet, vand og bålpladser. 7 kilometer i kano på en dag, er at regne for en nem tur. Der bliver rigelig tid til at øve sig. Derudover er der en god rolig strøm i åen, der fører os sikkert mod målet.
Mandag sover vi ikke længe. Vi skal ud på de sidste 7-8 kilometer kanotur, inden vi ankommer I Næstved. Vi forventer at blive hentet kl 14, så vi kan nå at være hjemme i Værløse kl 16.
Hjælp til kørsel.
For at turen skal kunne lade sig gøre, har vi brug for hjælp til kørsel af spejdere, bagage og kanoer.
Da vi har lånt Hareskov Divisions kanotrailer, har vi brug for hjælp til at køre kanoerne frem og tilbage. Vi har også brug for hjælp til, at få den tomme kanotrailer fra start- til slutsted. Selvom traileren er stor, kræver den ikke et særligt trailerkørekort.
På turen bliver vi følgende voksne: Sofie, Peter, Søren (leder i troppen) og Esbens far Christian. + to ekstra??
Juniorspejdere på kanotur.
Når man er juniorspejder, er det sandsynligvis første gang, man padler i en kano uden en voksen. Vi satser på, at spejderne padler to og to i hver deres kano. I kanoerne skal der også være plads til bagage, mad, vand og telte. Forrest og bagerst ligger der en lederkano. Og hvis vi er voksne nok, også en kano i midten.
Alle har hele tiden orange redningsveste på.
Med jævne mellemrum standser vi op, og sikrer, at der er kontakt fra forreste til bagerste kano.
Vi er flere voksne, der har padlet i kano med børn før, også med overnatninger undervejs. Vores erfaring er, at børn i junioralderen godt kan lære at håndtere en kano. Det er virkelig noget der giver selvtillid og stolthed. - Det er minder og læring for livet.
Hvad skal vi ellers lave?
Om lørdagen skal vi ud over at træne lidt kanoteknik på søen, også lave aftensmad på trangia og slå telte op. Der bliver også tid til lejrbål. Det er en ”stille plads”, så der kommer ikke til at være festlige unge der larmer hele natten. Men der kan godt være andre kanofarende, som vi skal tage hensyn til.
Om søndagen skal vi overnatte på en lidt særlig campingplads: Æblehaven. Det er en gammel gård, hvor der er lavet bålpladser og legeområder. Et optimalt sted for os. Ligesom dagen før, skal vi lave mad og slå telte op. Og hygge ved bålet.
Sidst jeg (Peter) padlede i kano på Susåen, var vandet virkelig lækkert og rent. Det var så indbydende, at vi blev nødt til at bade. Hvis vejr og forhold er til det, kan vi godt finde på at dyppe os. Igen med klare regler og opmærksomme voksne.
Vi glæder os til at komme ud på eventyr sammen med jer!
Spejderhilsner Lederne