Spejder – i krig med en jæger

En autentisk øjenvidneberetning fra et af Danmarks hårdeste spejderløb for tropsspejdere

Louise Bønløkke & Rikke Hansen, Mjølner Trop, 26. september 2009

Det var dramatisk, det var udmattende, det var strabadser, det var i højt tempo, det var venskab, det var fantastisk og ikke mindst var det endnu en oplevelse for livet. I sidste weekend satte vi vores liv på spil, på Nathejk 2009. »Hårdt« er et adjektiv der er værd at sætte på oplevelserne , men med en god ven (eller 5) og med et godt helbred, ved man der er muligheder for uforglemmelige oplevelser forude.

Klokken er næsten 21.30, vi har været i gang i to timer. Eller, to timer er måske så meget sagt, endnu er der kun blevet tjekket om vi har alt det udstyr med der er påkrævet. To jægere har yderligere instrueret os i at følge efter dem, vi har måske gået omkring 5 km.
På vores højre side står der en stor, rød container. Oven på den går Gandalf rundt, med sit karakteristiske, lange, hvide skæg og sin vandrepind i højre hånd. Skiftevis råber han til de nye der ankommer at de skal se op på storskærmen, skiftevis tysser han på os, for at få stilhed. På storskærmen vises den nye Nathejfilm, den der viser at man for første gang i år kan få det grå sniger-nathejk mærke, til de patruljer der besidder lidt mere mod og snigernhed end de fleste – de patruljer der kan snige sig gennem hele Nathjek uden at blive fanget en eneste gang. Med et sæt går løbet i gang, frem fra en pressening kommer der op mod et hundrede jægere løbende ud mod spejderflokken der står klar. Alle løber, der udbryder en form for panik. Jeg kan huske jeg prøver at få fat i hænderne på patruljen, men i mørket er det svært at orientere sig. Jeg kan høre Sine og finder hendes hånd. Jeg kan også høre Rikke, men jeg aner ikke hvor hun befinder sig. Alle løber tilbage, ingen ved hvor vi skal hen. Vi kommer til et hegn, måske 1,80 meter højt. Andre spejdere prøver at kravle over, nogle må opgive. Vi finder et hul i hegnet og kravler ud gennem det, vi bliver nødt til at tænde vores pandelamper for at få samling på tropperne og styr på hvor vi skal hen. Med ét begynder løbet!

Omkring en halv time senere er vi stadig på fri fod. Vi har endnu ikke set et eneste hold jægere. På trods af at vi ingen planer har om at få sniger-mærket, kunne det nu alligevel være sjovt at se hvor længe vi kan undgå at blive fanget. 
Med adrenalinen hurtigt pumpende rundt i kroppen sniger vi os gennem mørket. Forude kan vi ane andre spejdere, der ligesom os prøver at være stille og liste sig frem mod den første post, der er angivet på vores kort. På trods af at klokken kun er lidt over ti, er det allerede mørkt. Som regel er de andre spejdere ikke nemme at se, men lige her bliver det pludseligt nemmere fordi folk kommer gående imod os. De vender om for enden af vejen og går tilbage. Er der mon jægere for enden af vejen? Vi fortsætter alligevel fremad, på et tidspunkt kan vi se lys i det fjerne, det bevæger sig hurtigt, meget hurtigt på den anden side af træerne. Vi er lidt i tvivl om, om vi er på rette vej – men vi kan se det er toget der kommer og jernbanen er altså lige forude. Vi er på rette vej, men ved godt at vi må snige os langs jernbanen, for der er intet sted at krydse den. Vi kommer til jernbanen og drejer til venstre, der er stadig mange spejdere samlet, for langt de fleste er på vej til samme post som os. Vi går over marken, men støder så på et stødhegn. Vi må hjælpe hinanden med at komme over, ikke mindst fordi vi har Lasse med, der har problemer med begge sine knæ. Vi kommer videre og går og går, allerede nu føles det som om denne tur ingen ende vil tage. Vi finder den rigtige vej der går over jernbanen og fortsætter ud af den.

Spejderne omkring os forsvinder ikke, nærmest tværtimod føles det som om der kommer flere og flere, men ”officielt” er der også kun én sti ind gennem skoven. På et tidspunkt er der en patrulje foran os der går ind til siden, ”Pause? Allerede?” Når vi vist at tænke. Men nej. Her står de, det første hold jægere – parat til at fange alle os der tager stien ind gennem skoven. Fra start var vi fast besluttede på ikke at aflevere hvad vi end har fået udleveret af smuglergods, men efter at have stået hos jægergruppen i over en time hvor de har rodet alt ud af vores tasker er der ingen anden udvej, vi må aflevere vores nøgle (der ellers var gemt godt!) til jægeren Rasmus. Da Louise trækker den op af sin lomme kigger han mærkeligt, for de havde da tømt vores lommer flere gange, men endnu en gang viser vi at vi er mere snu end som så (Og Rasmus er godt dum, da han ikke regner ud at det er nøglen femte placering mens vi har været fanget) Men et telefonnummer fik vi (Rikke) da scoret.

Vi når lige omkring 200 meter ind i skoven før det er tid til at blive fanget igen. Denne gang hårdere jægere end de første, der lod os slippe med aflevering af nøglen. På trods af det hårde førstehåndsindtryk synes jægerne nu selv at de er flinke, da de vil forære Rikke og Mie en hel roulade. Vi andre synes nu også de er meget flinke, men jægerne vil nu gerne underholdes og derfor skal Mie og Rikke da spise den hele inden vi kan få lov at gå videre. Rikke synes roulade kan sammenlignes med gammel, rådden kål og synes derfor ikke så godt om den såkaldte ”gave” fra jægerne. Til gengæld ved vi andre godt at det er hendes og Mies egen skyld at de skal spise den – fordi det er de to der snakker mest 😉 Louise kan heller ikke lide roulade, men fordi dette ikke siges højt undgår hun at skulle dele med de andre. Ned skulle rouladen dog – og det kom den. Efter flere timer! Hvor resten af patruljen imens tvinges ud i armstrækkere, mavebøjninger, bamse- og englehop. Rikke og Mie var ikke videre populære efter den langsomme spisning. Ifølge Rikke og Mie selv, fortsatte de turen med aftensmaden på vej op igen.

Natten er lang, ikke mindst da vi når til omkring kl. 06.00 En lille rød tigermis følger efter os, selvom den forsøges skubbet væk, først kærligt, senere knapt så kærlig, følger den trofast efter os. Undervejs stoppes vi af jægere, de første vil have os til at lave en Michelin-mand ud af Mie, de næste vil have os til at vise vores kolbøtteskils. Dog får vi den sat af ved kolbøttejægerne, hvad der senere er hændt den, ved kun nattens mørke…

Vi har nu gået i 12 timer uden søvn, dette i sig selv er vel lidt af en bedrift, men eftersom at nogle af os også har et liv uden for spejder (her taler vi fx ikke om Rikke, der har dovnet den hjemme på sofaen hele ugen op til mens hun har set Disney Channel) har vi været i gang i mere end 28 timer, fra vi stod op fredag morgen kl. 06.00 for at tage i skole. På kortet kan vi se der stadig er en del vej til oplevelsesposten der skal nås mellem 14.00 og 19.00, men vi beslutter os for at det må være tid til søvn. Vi går langs en skrænt og det mest naturlige vil være at gå bag skrænten for at finde et passende sted at sove. Til at starte med lægger vi os umiddelbart i nærheden af stien, men vi flytter os en smule, så vi er mere gemt inde i buskadset. Der sættes et vækkeur til 11.45, hvis vi falder i søvn med det samme kan vi lige nå at sove omkring 1½ time. Kun halvdelen af patruljen finder soveposer frem, de resterende lægger sig bare til at sove omgående. 
Rikkes ur ringer, nu begynder jeg at fortryde jeg ikke fandt min sovepose frem. På trods af det er en meget mild efterårslørdag i september er det alligevel koldt omkring klokken 12. Da jeg får gnedet søvnen ud af øjnene får jeg et mindre chok, foran næsen på os dukker der en anden patrulje op. Har vi ikke gemt os godt nok? Den anden patrulje er ikke kommet fra stien, men har tværtimod sneget sig gennem buskadset i lang tid, de har sovet lidt undervejs og er nu på vej videre. Vi står hurtigt op og beslutter os for at gå videre, men inden skulle dele af patruljen lige tømme deres blære. Heldigvis er skoven jo ideel til den slags – men de interviewede fortæller at det var svært at finde et godt sted, hvor ingen kunne se en. Hele tiden tænkte man ”ville man blive taget med bukserne nede?”
På den næste lange, lange strækning er der masser af godt humør. Det er længe siden vi er blevet fanget, vi har sovet i længere tid end vi havde troet vi kunne nå og der er ingen andre i nærheden, selvom vi er sikre på at vi er på rette spor.

Efterhånden er posten i sigte. Vi sniger os gennem en skov, der volder en del flere problemer end først antaget, for derefter at løbe (læs: gå) over en mark til posten. Vi har ingen nøgle med og vi kan heller ikke prale af at have noget guld med. Med en jerndragt måtte Rikke vise os sine løbeskils, ved at løbe tosset omkring i cirkler på marken, iført ringbrynje. Derefter måtte hun vise os alle hvordan en ægte armbøjning ser ud. Dette var et syn for guder. Efter 20 armbøjninger havde vi gjort os fortjent til et nyt guldstykke, så vi kunne fortsætte posten. Med bind for øjnene, blev vi lukket ind i en lille labyrint, hvor loftshøjden må have været ca. 50 cm. Som orm krøb vi igennem de meget smalle vægge, der blev skreget, men vi klarede det. Efter gennemførslen af labyrinten ventede en guldring på os. Godt gemt i Rikkes (uglede) hår, var vi igen klar til at fortsætte.

Endnu en lang strækning gik det helt godt, det der med ikke at blive fanget. Taget i betragtning af at vi på Apokalypseløbet blev fanget op mod 40 gange så det nu helt fornuftigt ud med de 5-7 gange vi var blevet fanget indtil videre. Men på dette kritiske sted, på trods af det gode humør, den gode mad og den dejlige søvn er der alligevel udmattethed at spore i patruljen. Ikke desto mindre er vi heldige at have Casper med der er helt formidabel til kort og derfor kan lede os over en mark, tættere på post 2b, som vi i sidste ende vælger at gå til (efter en længere [læs: rigtig, rigtig lang!] diskussion om hvorvidt det bedste kunne betale sig at tage 2a eller 2b). Det eneste problem med marken er i midlertidigt er der lige midt i gennem den går en kæmpe, fed, bred å. Vi stiller os alle og kigger på den, lige indtil vi indser at uanset hvad vi gør, er den umulig at komme over, medmindre vi ville ud i noget svømning, hvilket ikke ville være helt praktisk.

Vi studerer kortet nærmere, der er en enkelt bro over, men vi kan se der holder en bil parkeret… Jægere igen. Igen indledes der en nærmere inspektion af vores rygsække, alt skal ud, alt skal nærstuderes og vi skal fortælle jægerne hvorfor vi har taget hver eneste lille stump med. De kan se det er et stykke tid siden vi er blevet fanget i den lille bog vi har med. De ved også vi har guld. Eftersom vi ikke har afleveret det beslutter de sig for at Rikke skal strippes. Lad os bare sige det er en underdrivelse at Rikke påstår hun hader dem.

Videre igen, denne gang fik vi gået et godt stykke. Der er ikke noget som at se solnedgangen, og det oplever man på sådan en tur. Lasse havde desværre fået rigtigt ondt i benet, så vi måtte gå direkte til posten. Ikke noget med at snige sig. På posten skulle de tjekke om vi havde det godt, Lasse overbeviste både dem og os om at han sagtens kunne fortsætte. Med Rikkes smukke elverdans fik vi lov. Jeg har aldrig set nogen danse så smuk en elverdans som Rikke kan, alle var dybt imponeret. Med nogle panodiler til Lasses ben, kunne vi forsætte, denne gang forrest!

Og vi gik og vi gik og vi gik.

Vi kunne høre jægerne længere fremme, vi måtte gemme os, de havde opdaget os, vi gemte os i en busk, jeg tror aldrig jeg har holdt vejret så længe, men blev desværre fundet. Hvis man er hurtig og ligger forrest, bliver man også holdt meget længere af jægerne, det opdagede vi denne gang.  Mens Rikke spiste endnu mere roulade og fjollede med jægerne, måtte vi andre lide, med endnu flere bamse hop og armbøjninger, og tømme vores tasker. Mens Rikke legede model og spillede twister. Det sidste billede blev taget af Rikke og vi fik lov til at gå. Ikke langt til mål, men vi blev alligevel stroppen en gang mere, men denne gang var det en Louise kendte, med svære spørgsmål udspurgte de Danmarks klogeste Barn…

200 m. til mål, men hvor var det? Vi kunne ikke finde det. med lidt hjælp fra en jæger (bevis på at de også kan være søde) fandt vi endelig mål. Trætte og slidte, og med ømme føder, slæbte vi os ind på toilettet. Endelig i mål, vi havde klaret det, vi var så SEJE! Så var lidt søvn også fortjent.
 Samt ikke mindst de eftertragtede Nathejkmærker.

Efter løbet har vi fundet ud af, at løbet i år var meget længere end sædvanligt. Andre år venter folk på at ”mål” åbner, mens de første i år først kom en time efter det blev åbnet. Omkring 33 % gennemførte ikke Nathejk 2009.